Endelig enighed om nye definitioner af MDS undertyper efter 2 års forvirring

Først lidt historie. Den første klassifikation af MDS undertyper var FAB klassifikationen, som kom til verden i 1982. FAB står for franske, amerikanske og britiske læger. Og de definerede 4 MDS undergrupper.

FAB Klassifikation

• MDS Refraktær Anæmi (RA)
• MDS Refraktær Anæmi med Ring Sideroblaster (RARS)
• MDS Refraktær Anæmi med 5-20% blaster i knoglemarven (RAEB)
• MDS Refraktær Anæmi med 21-30% blaster i knoglemarven) (RAEB-t)

Det var to år før en ung læge Eva Hellström-Lindberg ved Karolinska Institutatet verdens første internationale forskningssamarbejde omkring MDS: Nordic MDS Group, som lige har fejret 40 års jubilæum.  Næsten tyve år senere i 2001 kom WHO med deres definition af 5 MDS undergrupper:

WHO 2001 Klassifikation

• Refraktær Cytopeni med enkeltlinje Dysplasi (RCUD)
• Refraktær Anæmi med Ring Sideroblaster (RARS)
• Refraktær Cytopeni med Multilinje Dysplasi (RCMD)
• Refraktær Anæmi med 5-9% blaster i knoglemarven (RAEB-1)
• Refraktær Anæmi med 10-19% blaster i knoglemarven (RAEB-2)

Den væsentligste ændring med WHO 2001 klassifikation, var at alt med over 20% blaster i knoglemarven blev klassificeret som AML. WHO opdaterede deres klassifikationer af MDS i både 2008 og 2016. WHO 2008 klassifikationen havde 7 MDS undergrupper:

WHO 2008 Klassifikation

• MDS refraktær cytopeni med enkeltlinje dysplasi (RCSD)
• MDS refraktær anæmi med ring sideroblaster (RARS)
• MDS refraktær cytopeni med multilinje dysplasi (RCMD)
• MDS refraktær anæmi med overskud af blaster (RAEB)
• MDS med isoleret del(5q) 
• MDS uklassificerbar
• MDS hos børn

Og WHO 2016 klassifikationen havde 8 undetyper:

WHO 2016 Klassifikation

• MDS med enkelt linje dysplasi
• MDS med ring sideroblaster (MDS-RS)
• MDS-RS og enkelt linje dysplasi
• MDS-RS og multilinje dysplasi
• MDS med multilinje dysplasi
• MDS med overskud af blaster
• MDS med isoleret del(5q)
• MDS uklassificerbar

Frem til det tredje årti af det tredje årtusind har der kun være én klassifikation af MDS undertyper i hver periode. Det ændrede sig i 2022 hvor hæmatologerne både fik en opdateret WHO klassifikation og en nye International Concensus Classification (ICC). Det var en uholdbar situation både for lægerne og for patienterne.

WHO 2022 Klassifikation

WHO 2022 klassifikation havde følgende 8 MDS undertyper:

• MDS med lavt antal blaster og isoleret 5q deletion (MDS-5q)
• MDS med lavt antal blaster og SF3B1 mutation (MDS-SF3B1)
• MDS med biallel TP53 inaktivering (MDS-biTP53)  
• MDS med lavt antal blaster (MDS-LB)
• MDS hypoplastikst (MDS-h) (cellularitet i knoglemarven under 20%) 
• MDS-IB1 (5–9% blaster i knoglemarven eller 2–4% blaster i blodet) 
• MDS-IB2 (10-19% blaster i knoglemarven eller 5–19% blaster i blodet eller Auer stænger) 
• MDS med fibrosi (MDS-f) (5–19% blaster i knoglemarven; 2–19% blaster i blodet)

ICC Klassifikation

Og ICC klasssifikationen definerede følgende 8 MDS undertyper:

• MDS med TP53 mutation
• MDS med overskud af blaster (MDS-EB) [5%–9% blaster i knoglemarven eller 2%–9% blaster i blodet]
• MDS uden overskud af blaster (MDS-EB)   [<5% blaster i knoglemarven eller <2% blaster i blodet]
• MDS with mutated SF3B1 (MDS-SF3B1) 
• MDS with del(5q) (MDS-del5q)
• MDS ikke på anden måde specificeret med enkeltlinje dysplasi
• MDS ikke på anden måde specificeret med multilinje dysplasi
• MDS ikke på anden måde specificeret uden dysplasi

Så min glæde var stor, da jeg tidligere i November modtog en mail fra The Lancet Haematology om artiklen “Data-driven, harmonised classification system for myelodysplastic syndromes: a consensus paper from the International Consortium for Myelodysplastic Syndromes”, som beskriver et forsøg på at harmoniserer de to klassifikationssystemer fra 2022. Et panel på næsten 40 af eksperter brugte en modificeret Delphi-metode til at nå konsensus om harmoniserede klassifikationer sammen med omfattende analyse af genetiske data. Arbejdet understreger vigtigheden af at anvende genomiske informationer, såsom TP53-mutation og del(5q), for præcis definition af patientgrupper.

Forfatterne skriver selv i deres resume følgende:

De to klassifikationssystemer fra 2022 præciserer og forfiner

WHO og International Consensus Classification 2022 klassifikationer af myelodysplastiske syndromer forbedrer diagnostisk præcision og forfiner beslutningsprocesser relateret til disse sygdomme. Nogle uoverensstemmelser eksisterer dog stadig og forårsager potentielt inkonsekvens i deres brug i en klinisk sammenhæng.

Datadrevet tilgang til harmonisering

I denne undersøgelse bruges en datadrevet tilgang for at sikre en harmonisering mellem disse to klassifikationssystemer. Vi undersøgte vigtigheden af ​​genomiske træk og deres effekt på klynge tildelings processen for at definere harmoniserede karakteristika. 

Metoden og personerne

Et panel af hæmatologiske eksperter, hæmato patologer og data forskere, som er medlemmer af International Consortium for Myelodysplastic Syndromes, blev dannet, og en modificeret Delphi-konsensus proces blev vedtaget for at harmonisere morfologisk definerede kategorier uden en særskilt genomisk profil. Panelet holdt regelmæssige onlinemøder og deltog i en to-runde undersøgelse ved hjælp af et online afstemningsværktøj. 

Resultatet

Vi identificerede ni MDS-undertyper med forskellige genomiske træk.

• Undertypen af ​​højeste hierarkiske betydning var karakteriseret ved biallel TP53-inaktivering. Dette var uafhængigt af blast  antal. Patienter med monoallel TP53-inaktivering blev tildelt andre MDS-undertyper.
• Hierarkisk inkluderede den næstvigtigste MDS-undertype myelodysplastiske syndromer med del(5q). Isoleret del(5q) og mindre end 5% af blastceller i knoglemarven var de mest relevante definerende karakteristika.
• Den tredje vigtigste MDS-undergruppe omfatter myelodysplastiske syndromer med muteret SF3B1. Fraværet af isoleret del(5q), del(7q)/-7, abn3q26.2, kompleks karyotype, RUNX1-mutationer eller biallelisk TP53 var grundlaget for en harmoniseret mærkning af denne MDS-undertype. 

Morfologisk definerede MDS-undertyper udviste stor genomisk heterogenitet, der ikke effektivt blev fanget af single-lineage versus multilineage dysplasi, marv blaster, hypo cellularitet eller fibrose. 

Vi undersøgte det biologiske kontinuum mellem myelodysplastiske syndromer med mere end 10 % knoglemarvsblaster og akut myeloid leukæmi og fandt kun et delvist overlap i genetiske træk. 

• Efter undersøgelsen blev myelodysplastiske syndromer med lave blaster (dvs. mindre end 5 %) og
• myelodysplastiske syndromer med øgede blaster (dvs. 5 % eller mere) defineret som MDS-undertyper. 

Konklusion

Vores datadrevne tilgang kan effektivt harmonisere de i 2022 publicerede klassifikationer af MDS  og give et værktøj til inddeling af MDS patienter i undergrupper i den virkelige verden.

Desværre er artiklen bag en betalingsmur. Hvilket er uheldig for så vigtig information